Forløb
Formålet med den første samtale er at afdække de symptomer og vanskeligheder barnet har eller du som ung oplever. Der kan ofte være meget at fortælle og det kan være svært at vide, hvor man skal begynde. Men vi spørger ind under vejs og hjælper til med at få det du/I fortæller uddybet.
I slutningen af samtalen, vil vi fortælle om vores faglige overvejelser og beskrive en plan for det videre forløb.
Børn
De fleste børn vil gerne have, at deres forældre starter med at fortælle om vanskelighederne. Det er helt naturligt. De vil i reglen i løbet af samtalen blive klar til at fortælle lidt selv eller svare på nogle spørgsmål. Vi vil ofte lade barnet få lov at sidde lidt iagttagende i starten for senere at ”indlede” en snak. Nogle børn har svært ved at skulle tale med voksne, de ikke kender, og er svære at få i snak. Andre vil meget gerne snakke og ofte meget. Nogle børn har svært ved at sidde stille ret længe ad gangen etc. Uanset, hvordan barnet reagerer, giver det os mulighed for at danne os et billede af barnet. Man skal som forældre således ikke føle, at det var forkert, at barnet ikke sagde noget eller, at det snakkede for meget. Det skal dog pointeres, at vores indtryk af barnet kun er en brik i det samlede billede, som skal sammenholdes med jeres beskrivelser. Nogle børn kan f.eks. være meget snakkende og urolige derhjemme, men sidde stille og generte, når de skal tale med en fremmet voksen etc.
Mange forældre vil gerne have muligheden for at kunne tale alene med os, så der kan tales frit uden bekymring for, hvordan barnet hører og tolker det, der bliver sagt. Derfor plejer vi, at give muligheden for, at barnet kan sætte sig lidt ud i venteværelset med en telefon eller lignende, mens der ”tales kedelig voksensnak”. Hvis barnet er utrygt ved at sidde selv, kan man aftale, at den ene forælder går med eller have f.eks. en bedsteforælder med.
Unge
Vi tager hensyn til om du ønsker, at dine forældre deltager i hele samtalen, dele af samtalen eller ikke skal deltage i samtalen. Det er helt naturligt som ung voksen, at man gerne vil klare sine ting selv eller har behov for en privathed.
Der er dog også mange, der fuldstændigt som andre voksne gerne vil have en på rørende med ind for at hjælpe med at lytte og få fortalt. Det kan især gælde i perioder af ens liv, hvor man ikke har det så godt.
Det er dog også vigtigt for os også at få pårørendes / forældrenes indtryk. De vil ofte bemærke ændringer i ens måde at være på, som man ikke selv bemærker. Det kan f.eks. være, at man har trukket sig fra det sociale, har fået mindre energi eller er bliver lettere følelsesmæssigt påvirket.
Vi har brug for at få et indtryk af, hvordan opvæksten har været, hvordan det gik i børnehaven, skole etc. Det vil ofte være svært selv at huske. Derfor er der brug for, at en eller begge af dine forældre deltager i dele af den første eller i en senere samtale.
Ud fra dine, samt dine omgivelsers beskrivelser danner vi os et indtryk af problemstillingen og lægger en plan.
Kontakt klinikken
Af GDPR hensyn skal alle henvendelser til klinikken foregå gennem et sikret system.
Brug Kontaktformularen herunder til at kontakte klinikken. Husk at skrive navn på det barn, det drejer sig om.
Vi vil vende tilbage snarest.